Pink Floyd gav skræmmende flot koncert i Parken

Af Peter Kargaard

Det var næsten en religiøs oplevelse. Når 51.000 mennesker skråler med på »Another Brick In The Wall« leveret fejende professionelt af tre tyndhårede aldrende englændere i et inferno af regnbuelys, ja, så begynder man at tro på et fælles tankegods, at der er en mening med at være til stede på det danske nationalstadion lige netop nu.

Det begynder udenfor, ved Parkens indgang B2 i hjertet af Østerbro. En enorm kile af mennesker er linet op til den største enkelt-kon rert i Danmark nogensinde. Folk skubber og maser og brokker sig. Det er Roskilde Festivalen på et frimærke. Ud af højttalerne fortæller en tør klinisk stemme, at publikum med ståpladser kan benytte alle indgange. Desuden er koncerten udskudt et kvarter på grund af trængsel ved tælleapparaterne.

Brølet stiger

På vej op ad trappen mod række 17, plads 39 stiger suset fra stadion til et brøl og lyden fra de højrøstede mennesker i forhallen bliver til en svag hvisken i sammenligning. I et næsten spøgelsesagtigt skær fra de stærke projektører ligner de 20.000 mennesker på plænen og de 30.000 på siddepladserne et bølgende blågråt hav, med enkelte paraplyer og flag dansende på overfladen.
Klokken er 21.20 og pludselig slukkes lyset, mens et brøl stiger mod himlen. På den gigantiske halvcirkelformede scene i den anden ende af stadion dukker en enorm ekspanderende mælkevej frem for de 50.000 mennesker. Og med ét bliver der brændt energi af en masse. En cirkel bestående af skarpe hvide lys tænder for de første strofer af »Shine On You Crazy Diamond« og næsten tre timers sansebombardement kan begynde.
En film – igen vist i en cirkel – over de optrædende er en surrealistisk tour de force udi det psykedeliske. En genre, der altid har stået d’herrer Gilmour, Mason og Wright nær.
– Det er næsten skræmmende perfekt, siger en tilskuer.
– Knivskarp billedkvalitet, flot lyd.

Som diamanter

Og flot er det, skræmmende flot og dekandent. For hvor mange lyskastere og grøn/røde laserlys og syrede film og perfekt rocklyd skal der til for at imponere os?
Hele dynen, hvis det står til den lyslevende dinosaur Pink Floyd.
Koncerten i aftes var fascinationens triumf. Der bliver brændt energi af til en dansk provinsbys ugeforbrug, og som event var koncerten monumental.
Her er enhver brug af eu-roforiserende stoffer unødven dig, selv om vammelsøde hashtåger igen og igen driver ned over tilskuerrækker-me. Og rygerne: Det er folk p^å alder med de optrædende.
Som diamanter lyser zippo-lighterne op på tribunerne og de gigantiske lamperne på og omkring scenen vrider sig i de mest utrolige stillinger.
Repertoiret var først og fremmest fra de to seneste Pink Floyd plader »A Mo-
»Waiting for someone to take you away«, synger David Gilmour, og vi blev alle ført bort. Fascineret af et show som Hollywood ikke kunne levere bedre. Og tryllebundet af en næsten klinisk flot rocklyd og den imponerende timing i samspillet mellem musik og effekt.

Stærke billeder

Forbruget af kul-is til røgmaskinerne er tårnhøjt og den hypnotiske sound kaster billeder ind på vores indre filmlærrede. Vi synger med på HEY YOU mens vi husker de stærke billeder fra Allen Parkers filmvision af »The Wall«. Billeder af en rablende gal Bob Geldorf, der barberer hår og øjenbryn af og drypper blod i håndvasken og ifører sig fascistuniform og rockmusik til forførelse af masserne.
Og forført blev vi. Ikke af en farlig politisk ideologi, men af Pink Floyds dygtigt iscenesatte lyd- og lys magi.
The Wall er af visse anmeldere, der elsker kritik for kritikkens skyld, blevet beskyldt for at være tidernes mest overvurderede rockalbum. Men når et stuvende fuldt stadion skråler med på især andet sæts klassiker fra bemeldte plade er ingen i tvivl: Her står vi over for noget, der er Bigger Than Life.

Oprøret

Og selv om Allen Parkers film og Roger Waters musik først og fremmest er en rystende anklage mod det umenneskelige engelske skolesystem og al krigens gru, der forkrøbler mennesker, beviste mega-arrange-mentet i aftes, at The Wall har haft betydning for snart flere generationers antiautoritære oprør.
Efter aftenens visuelle højdepunkt med en stor roterende kugle, der reflekterer to skarpe projektører hele stadion rundt, nærmer vi os midnat. »Run Like Hell« er ekstra nummeret og nu kommer regnen. Men den smule vand kan ikke slukke det fyrværkeri der akkompagnerer det fejende flotte finalenummer.
Pink Floyd var i byen. De kom, de spillede og da det sidste laserlys var slukket, gik vi ud i regnen med et stort grin.

Nick Mason var som sædvanlig suveræn bag »tønderne«.